Opfølgningskoordinatorer til Julemærkehjemmet Hobro

Vil du være bindeleddet mellem barn, familie, skole og kommune – og sikre, at den gode udvikling fortsætter efter opholdet?

Der er tale om to stillinger. Den ene er en fast stilling på 32-37 timer ugentligt, og den anden er en tidsbegrænset projektstilling på to års ansættelse på 32 timer ugentligt. Begge stillinger er med opstart d. 01.02.2026 – eller hurtigst muligt.  

På Julemærkehjemmet Hobro gør vi tingene sammen og i fællesskab, og vi tror på, at et godt arbejdsmiljø er det bedste fundament for vores arbejde med børnene og deres familier, derfor vægter vi hinandens trivsel højt. Hos os finder du mening i arbejdslivet, og du gør en afgørende forskel for børn, som har brug for en ny start pga. ensomhed, mobning, manglende selvværd og/eller begyndende skolefravær.

Om os
Julemærkehjemmet Hobro er et af fem Julemærkehjem i Danmark beliggende i smukke omgivelser Hobro og tæt på Mariagerfjord. Der er plads til 48 børn fordelt på tre afdelinger. Efter de 10 ugers ophold på Julemærkehjemmet følges børnene i et 10 ugers opfølgningsforløb af varierende intensitet ud fra en individuel og faglig vurdering af opfølgningskoordinatoren i tæt samarbejde med pædagogerne og skolen.

På Julemærkehjemmet yder vi socialpædagogisk indsats med fokus på trivsel og fællesskab for børn i alderen 7-14 år. Indsatsen sker på et døgnophold, hvor børnene gennem vores hjælpeindsats opnår øget social, mental og fysisk trivsel. Familierne er vigtige medspillere i vores arbejde, og børnene er hjemme i weekenderne. Vi samarbejder tæt med forældrene, som vi har hyppig kontakt med – også på vores forældredage.

Alle medarbejdere er efteruddannet i Neuroaffektiv Udviklingspsykologi ved Susan Hart, og det danner grundlag for det pædagogiske arbejde, hvor vi altid gør os umage for at se bag om adfærden og yde en helhedsorienteret indsats.
Som NGO hjælpeorganisation drives Julemærkehjemmet af indsamlede midler, og vi skal alle, uanset stilling, tage del i den lokale indsamlingsarbejde og agerer ambassadører for Julemærkefonden og vores mærkesager. Alle ansatte skal kunne se sig selv i vores grundprincipper: Fællesskab – Troværdighed – Udvikling – Engagement.

Om stillingen

Jobbet som opfølgningskoordinator består primært i at skabe en god overgang for børnene tilbage til deres almindelige hverdag efter opholdet. Det kan fx være gennem samarbejde med barnets hjemskole eller andre i barnets hjemkommune og nærområde, som kan understøtte barnet i at fastholde den udvikling, der er sat i gang under barnets ophold på Julemærkehjemmet. Du vil således skulle planlægge, facilitere og deltage i netværksmøder, skolemøder, skolebesøg mm, og vil skulle kunne samarbejde med mange forskellige samarbejdspartnere ude i de 27 kommuner, som vi får børn fra. Du vil blive tilknyttet 10-12 børn og deres familier, som du følger de 10 uger under opholdet samt op til 10 uger efter opholdet. Som opfølgningskoordinator er du tilknyttet én eller flere af vores afdelinger og har et tæt samarbejde med det pædagogiske personale på afdelingerne. Du er således ikke primær voksen for børnene, men den voksne, der skal få barnet og familien godt videre efter opholdet. 

Selve opfølgningsafdelingen består af fem medarbejdere. Samarbejde og sparring i opfølgningsteamet om den individuelle brobygning er essentielt for at yde den bedst mulige hjælp til familierne. Derudover er der et tæt samarbejde med det pædagogiske team og Julemærkehjemmets skole – både ad hoc og ved strukturerede børnekonferencer.

Derudover består en del af indsatsen som opfølgningskoordinator også af formidling og rekruttering af nye børn samt pleje og opdyrkning af samarbejdet med kommuner og andre organisationer. Du skal derfor have lyst til og mod på at være opsøgende og nysgerrig på nuværende og nye samarbejder samt være i stand til at holde oplæg om Julemærkehjemmet i små og store sammenhænge

Om dig

  • Socialpædagogisk uddannelse eller anden faglig relevant uddannelse, og du har evt. en relevant efter-/videreuddannelse. 
  • Du har en anerkendende tilgang, og du kan motivere børn og familier.
  • Du har gode skriftlige egenskaber, og evner at benytte IT på brugerniveau.
  • Du er god til at samarbejde med familier, og evner at møde dem dér, hvor de er – uanset baggrund og forudsætninger hos familierne.
  • Du trives med at løse opgaver selvstændigt, men søger og indgår i sparring med kollegerne i huset
  • Du er god til personlig planlægning, har overblik og evner at arbejde struktureret
  • Du kan stille dig op og holde oplæg for familierne til forældredage mv. 
  • Du skal have kørekort og egen bil, da en del arbejde vil være ud af huset.

Vi tilbyder 

Du bliver en del af vores fælles hjertesag med en hverdag, hvor du skaber forandring i et barns liv i samarbejde med hele huset. Vi giver dig plads og mulighed for at tage ansvar, og vi understøtter dig i din opgave og udvikling, bl.a. gennem sparring, supervision og uddannelse. Du får en særlig plads i et fællesskab af engagerede og højt kvalificerede kollegaer, der drager omsorg for hinanden og for det, der er Julemærkehjemmet Hobro. Derudover kan du forvente en tydelig og proaktiv ledelse.

Du vil desuden blive uddannet i den neuroaffektive tilgang, så du er klædt på til at arbejde ud fra de Neuroaffektive kompasser på lige fod med dine kolleger.

Arbejdstid og aflønning

Arbejdstid og løn efter SL-overenskomst. Det vil primært være dagvagter, mandag til fredag. Men der kan forekomme aften- og weekendarbejde ind i mellem.

Som NGO hjælpeorganisation drevet af indsamlede midler er vi ikke førende på løn. Til gengæld er vi førende på gode resultater af de indsatser, vi gør for børnene og deres familier.

Reference og vigtige datoer
Du refererer til Forstanderen af Julemærkehjemmet Hobro

Ansættelse: Opfølgningskoordinator i henholdsvis fastansættelse 32-37 timer/ugentligt med start 1. februar 2026 og tidsbegrænset projektstilling med start 1. februar 2026-1. februar 2028

Ansættelsesmyndighed: Julemærkefonden hjælpearbejdet Julemærkehjemmet Hobro.

Ansættelsessted: Julemærkehjemmet Hobro Amerikavej 40, 9500 Hobro.

Ansøgningsfrist: fredag d. 28. november 2025 kl. 23.59

Informationsmøde for interesserede til stillingen: mandag d. 24. november 2025 kl. 15.30 - 17.00 på Amerikavej 40, 9500 Hobro i hallen. Det er ingen tilmelding, så mød bare op.

Ansættelsessamtaler vil finde sted: onsdag d. 3. december på Julemærkehjemmet Hobro.

Du kan læse mere om Julemærkefonden og Julemærkehjemmet Hobro på www.julemaerket.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!



 

 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Maria Jeanet Wedsgaard Hæstrup Forstander
Jobområde: Socialpædagog
Stillingstype: Deltid
Lokation: Julemærkehjemmet Hobro, Amerikavej 40, 9500 Hobro
Julemærkefonden
Frederiksborgvej 100
4000 Roskilde
CVR: 38883410
Tlf: 33 13 37 45
info@julemaerket.dk